Om BØFF
BØFF - Bornholms Økologiske Fødevarefællesskab - er en lokalt baseret indkøbsforening, som arbejder for flg. ideer:
- At skaffe økologiske produkter til medlemmerne som indkøbes, fordeles og distribueres af medlemmerne selv
- At etablere kundegrundlag for et større udbud af lokalt producerede økologiske og sprøjtefrie produkter på Bornholm
- At støtte fair og direkte handel med lokale avlere og andre leverandører
- At være et lokalt forankret arbejdsfællesskab, der danner ramme for samarbejde og møde mellem mennesker på en åben og inkluderende vis.
BØFF har hentet sin primære inspiration fra Københavns FødevareFællesskab, som har stor succes med at opkøbe økologisk frugt/grønt, æg, mel mm. fra sjællandske gårde og sælge videre til deres medlemmer. BØFF vil arbejde ud fra samme koncept som i København, men tilpasset bornholmske forhold.
Frivilligt/fornøjeligt arbejde
På vores medlemsmøde d. 14. maj blev vi enige om, at BØFF har ikke længere 'frivillig-pligt' - der er altså ikke krav om at lægge et fast antal timer pr. måned.
Det er med 'Vores Bornholms' ord ’snestorm hele året!' … Vi hjælper alle til i BØFF efter tid, lyst & evne. I nogle perioder vil ens private engagementer fylde for meget til, at man kan forpligte sig til faste tjanser, i andre har man rum til det. Dvs. at du selv melder dig :-) Selvfølgelig fedt, hvis du (og din familie) af & til springer til, når der efterlyses folk på wiki eller Facebook.
Men når du har tid, energi & lyst kan du give en hånd med: Dette er forudsætningen for at holde udgifterne lave, men også en sidegevinst med gode oplevelser i f.eks. Pakkegruppen. Man kan være med i et lokalt fællesskab og få en social gevinst ved siden af posen med de gode grøntsager – både dig som har boet på øen i mange år og dig som måske er flyttet til for nylig. Man kan opleve det lokale ’grønne guld’ igen efter at være begravet i uhæmmet vækst og jordspekulation i landbruget.
Hele Bornholm er jo en ’guldklump’ der ikke bør overlades til de frie kræfters spil alene. BØFF ønsker at være med til at grave det ’grønne guld’ frem, så vi igen får fødevarer der ikke har sejlet den halve jordklode rund, med masser af co2-udslip, og hvor vi kender avlerne, der producerer uden kemi, i samspil med vores unikke natur lige nu, og således også i den grønne fremtid på Bornholm som de fleste ønsker sig.
Bare en pose øko-grønt fra Bornholm?
Hvorfor kan man ikke bare købe en pose lige nu, uden at deltage i fællesskabet?
Svaret er egentlig ret enkelt: Kundegrundlaget ’findes’ ikke lige nu, men vil sikkert dukke frem i takt med at Bornholmske øko-avlere ’skubbes’ i gang. BØFFs opgave, også i den forbindelse, er via fællesskabet at få konkrete kundebehov udtrykt i form af ’massive’ bestillinger hos avlerne. Avlerne opnår ligeledes en basis-kundegruppe, som aftager varer kontinuerligt. Produktionsvilkårene er ’begrænsede’ til det mangfoldige nordiske årstidens grønt. Der er altså ingen friske hindbær i december, og bornholmske bananer er der ikke udsigt til i dette årtusinde.
De lokale (og måske nye) avlere får kun mulighed for større produktion, når der kommer aftagere som BØFF, og senere når de små købmænd rundt på øen, træder ind på arenaen og efterspørger og bestiller lokale øko-grønt til videre salg. Hos de små købmand vil alle borgere på øen sikkert i fremtiden kunne købe lokale grøntsagskasser direkte, til eget forbrug.
BØFF samarbejder gerne med selvstændige erhvervsdrivende som også er velkomne i foreningen som private medlemmer. Selv om man er jordbæravler, spiser man vel ikke kun jordbær.

